I en verden som Bohème: Keith Lohse får panikangst ved tanken om det liv, de fleste lever i halvtredserne

I næsten et årti har radiovært og digter Keith Thomas Lohse sendt live midt om natten til de danskere, der er oppe så sent. Det 52-årige københavner-fænomen fra Vejle med det vandkæmmede hår og med en så kulsort og grov humor, at han ikke længere må vise sig på Facebook, Han fortæller, hvorfor han hellere vil råbe ’Fuck it!’ med en drink i hånden, end at afdrage på et boliglån.

Skål! Den falder på et tørt sted siger han roligt, og tømmer en lille flaske Gammel Dansk med samme hånd, han holder sin Prince-cigaret i. Iklædt et par slidte jeans, en sort blazer og et par klipklapper, har han netop sat sig på den grønne københavnerbænk på Danas Plads på Frederiksberg, hvor han bor i sin kærestes lejlighed. De ikoniske bænke, har han brugt en stor del af sit voksne liv på. Her iagttager han livets gang, digter forbigåendes livshistorier og siger pænt goddag til de travle københavnere – som sjældent hilser igen.

Igennem otte år har Keith kysset de søvnløse danskere godnat i Nattevagten på Radio24syv, hvor lytterne kan ringe ind og få sig en snak om alt fra kærestesorg til coronavirus. Senest har han efterlyst husmorråd mod de møl, som terroriserer hans lejlighed, men uden held. Den salige, dybe røst og laissez fair tilgang til livet, har resulteret i, at programmet var et af de mest hørte, da radien blev lukket i slutningen af oktober. I starten var det næsten en lettelse, da han hørte, at radioen lukkede: Otte år, mand! Det er lang tid. Jeg har dårligt nok haft en kæreste så længe.

Men lettelsen måtte vente, for det kom aldrig så vidt. Programmet blev opkøbt af Radio4, og kører derfor endnu, så han slipper for at ende på sjasen igen.

Jeg bliver aldrig en old-school John Wayne-far, der beder dem om at bruge gummi

Stemmen er dyb og hæs. Det kan godt høres, det blev sent i går. Han har først lige fået søvnen ud af øjnene, selvom klokken nærmer sig 14:30. Han griner og fortæller en historie om dengang hans datter på 15 havde et elendigt punk-bank, og havde døbt sig selv Spermsiloen på Instagram. Et navn, der gjorde ham stolt, men som alligevel blev en anelse for meget.

Jeg er ret tæt med mine fire børn. Jeg kan få dem ind til koncerter og kender alle mulige cool mennesker. Men jeg bliver aldrig en old-school John Wayne-far, der beder dem om at bruge gummi. Fuck it! Ryg, tag stoffer, knep. Bare i betaler den pris, det koster at gøre det.

Keiths egen barndom i Vejle var heller ikke normal. Han har gået på alle skoler byen – på nær privatskolen. Moderen var en hård tysk kvinde, der voksede op under 2. verdenskrig. Hun satte en ære i at have orden i tingene og få dem til at se godt ud, men havde lykkedes aldrig med det. Hun var en smuk kvinde, der rendte rundt i Tyskland og lavede porno. Og så var hun junkie. Big time junkie.

Sammen med sin lillebror, voksede han op på institutioner i hjembyen Vejle. Den turbulente barndom, har lært ham at gå gennem livet med en ekstrem ro og umiddelbarhed. Han er sorgløs, ubekymret og munter, hvis han selv skal sige det. Eller læse det højt, for han har tatoveret det på ryggen, så han altid kan huske det.  

Han afbryder samtalen, for at pege på en ung, veltrænet kvinde med stramme gamachebukser. Hvem elsker ikke flotte numser? Han tænder en cigaret mere, læner sig tilbage og fortsætter, hvor han slap.

Enten så bliver man jo vanvittig af sådan en opvækst, eller også bliver man sådan lidt ’chill bro’. Det er jo gået i de fem årtier, jeg har levet. Hvorfor skulle det stoppe nu?

Hans far, der havde forældremyndigheden over Keith og hans lillebror, var dranker og voldelig. Og havde tre andre børn. – Det var virkelig kaotisk, og der skulle hele tiden spilles skuespil. Hele det der provinsliv var et kæmpe teaterstykke, hvor de snakkede om ligegyldige ting og fortalte dårlige vittigheder. Det er nok derfor jeg altid er hudløs ærlig.

Når Keith ikke er i radioen, i byen eller på bænken, giver han den gas på Instagram fra sin Samsung-telefon. Mere end titusind billeder med alt lige fra jokes om statsministeren til selfies om angst og analsex, syretrips og det ar på hans bryst som bitches elsker. Han er ligeglad med sit image og hvad folk tænker, når de ser ham, og skifter næsten dagligt navn på det sociale medie. Skipperklapsovs og Denulasteligegentleman er blandt de sidste to, og der er ingen dybere mening med det. Facebook har lukket hans profil, efter han en sen nattetime skrev, at havde været sejt at spraye hårlak på sin kat, så man kunne lave en ollie med den i stedet for et skateboard. Heller ikke løbetræningen med pulsuret rundt om søerne, gider han. Det lader han de andre jævnaldrende om. Jeg tager en taxa, mens jeg griner af, at de forsøger at løbe fra døden.

Der var en eller anden, der ville afsløre nogle billeder, hvor jeg havde taget coke for fem år siden. Jeg tænke bare: fyr den af, mand. Det er godt for mit brand. Jeg giver ikke en fuck. Jeg vil aldrig benægte noget, så der er aldrig nogen, der har noget på mig.

Alligevel bliver han en smule forfængelig, når han ser kameraet. Han nægter at lade sig fotografere, fordi han ikke har nået at høvle et bad, som han kalder det.

Selvmordet behøver ikke at være sørgeligt

De jævnaldrene venner køber sommerhuse, leaser biler og har lederjobs. Selv bor han i verdens mindste lejlighed og ødelægger ting, hver gang han skal på lokum. Han har været uambitiøs hele livet, og alt er kommet dumpende ned. Han har klaret hele livet med en blanding af charme, held og god timing. Han indrømmer, han nok kunne have haft en stor bil og en strandvejsvilla, hvis han havde arbejdet for det. Men han gider ikke. Det har han aldrig gjort, og det går ham ikke på. Tværtimod, så synes han, at tilværelsen passer ham helt fint. Han drifter rundt, drikker en øl og falder i snak med folk han møder – enten fysik eller i radioen. Han frygter ikke døden, men holder heller ikke fast i livet. Jeg vil gerne dø i radioen. Det havde været smukt, siger han, mens han lader som om, han får et hjertestop. Ej, så skal der være kamera på. Det skal gøres ordentligt. Han griner, når han siger det, men det virker som om, han mener hvert et ord.

Keith peger på et blad, der falder til jorden. Han fortæller med analogien, at det er ligegyldigt om det falder hurtigt eller langsomt, bare det falder – ligesom, det er ligegyldigt om livet var kort eller langt, bare der var nok indhold i. Det kan virke kuriøst, når han kort forinden har fortalt, han var til Yahya Hassans begravelse i Aarhus. Det er gået op for ham, at han nok søgte en form for faderligt forhold til ham. I perioder havde Yahya boet hos Keith og hos Martin Krasnik. Jeg fældede da en tåre, da jeg krammede hans mor, men jeg synes, det er forkert, når folk siger ’det var for tidligt’. Han havde levet mere end de fleste andre på 100 år. Han ville jo ikke mere.

Det samme mener han om både sin egen mor, der begik selvmord, da hun var syg af kræft. Eller kollegaen Mads Holger, der også gjorde. Ingen af dem ønskede livet mere, og så er det ligeså smukt at afslutte som det er at fortsætte.

Jeg har ikke tal på hvor mange, jeg har kendt, som er døde. Sorg er ikke en depressiv ting, men det er for minde mig selv om, at alt har en udløbsdato. Det tænker jeg over, når det går godt, sekundet jeg kommer eller hvad fanden, der ellers er godt her i livet.

Lige ved siden af et dødningehoved og et citat fra Elvis, har han har fået tatoveret SORG på fingrende, for aldrig at glemme, at mennesket skal dø.

Jeg har et zen-agtigt forhold til liv og død. Om man lever 10, 35 eller 110 år, er sådan set ligegyldigt. Det giver dårlig mening at kalde det ungdom eller alderdom. Uanset hvad, er det ultrakort.