”Man skal være taknemmelig for, at man stadig er mobil og åndsfrisk.”
Uffe Nørgaard har været pensionist i et år, men han føler sig ikke som en, ”Når jeg kigger på mange af dem på min egen alder, så synes jeg jo, at de er nogle gamle røvhuller for at sige det lige ud. Og der glemmer jeg jo så, at jeg egentlig også selv er et gammelt røvhul.”
Der er ikke mange mennesker på Nordhavnen i Kolding. Blot et par enkelte lystbådsejere og nogle unge drenge, der skater. Flagene blafrer, mågerne skriger og der hersker en fredelig idyl over lystbådenes hjem i den nordlige del af fjorden. I det solen titter frem fra en letskyet himmel triller en sort Nissan Qashqai ind på havnen fra Jens Holms Vej. Det er Store Bededag, og klokken slår præcis 13.00. I den sorte bil sidder 68-årige Uffe Nørgaard fra Vejen. Han ruller vinduet ned. ”Sæt dig ind. Vi skal lige køre et stykke ned til båden.” Med kun to sæder og et bagagerum fyldt med gør-det-selv-grej vidner bilen om en mand, der ordner tingene selv til trods for den lettere fremskredne alder. På den korte tur ad grusvejen fortæller Uffe om, hvor lang tid han har været pensionist. Det er lige knap et år, da han stoppede med at arbejde 1. juni 2019. Inden det var han kørende bygningskonsulent for Codan. ”Det er den båd der,” siger han med sin fynske dialekt. En rød og hvid international folkebåd står på en bådvugge, og som vi nærmer os, bryder solen for alvor frem. Uffe hiver en stige ud af bagagerummet, for sådan en har han naturligvis liggende. ”Vil du have noget at drikke? Jeg tænkte, at vi kunne sidde oppe i båden, nu vi er her.” Et par sodavand tages med op, og på den halvfærdige båd i hver vores hjørne af siddegruppen sætter vi os.
Båden, der er flot nymalet, er ikke Uffes første. Det med vand har altid interesseret ham. Også bådklassen, som vi sidder i, kender han fra tidligere i sit liv. Han har førhen sejlet Sjælland Rundt og DM i en international folkebåd. Under studietiden på Arkitektskolen i Aarhus var han en del af sejlklubben Bugten, der ligger ved lystbådehavnen på Aarhus Ø. Her var han med til kapsejlads en gang om ugen. Dengang hed det ikke Aarhus Ø, men De bynære havnearealer. Meget har ændret sig deroppe, og den nye bydel, hvor der bygges det ene nye højhus efter det andet, er Uffe ikke synderligt begejstret for. Det ser mærkeligt ud, mener han. Efter tiden i Aarhus tog han til Grønland for at arbejde. Et sted han nærer stor kærlighed til. Ikke kun på grund af mange gode år med arbejde. Det var også her, han mødte sin kone Birte, som han sidenhen slog sig ned med i Vejen, hvor hun er fra. Selv er han fra Katterød lidt uden for Faaborg på Fyn. Sammen har de fået to børn, Maria og Mads. Det er sammen med Mads, han istandsætter båden. De startede først for et par måneder siden, da Mads blev hjemsendt fra hæren som så mange andre arbejdende grundet Corona-virusset. De er nået langt på kort tid, men det er også på grund af de mange timer, som de lægger i båden. ”Projektet med båden har taget lidt overhånd, så det har sat de andre projekter lidt i bero,” siger Uffe.
Et hav af projekter
Der er ikke længere skyer på himlen. Forårssolen varmer, og det føles nærmest sommerligt. Uffe har knappet sin Fanta Zero op. ”Jeg har en gummibåd med hård bund og 4-5 kajakker. Men dem bruger jeg ikke så meget, som jeg nok egentlig vil,” siger han med et let grin og tager en tår. ”Udover alt det er jeg også en del af bestyrelsen på Studie 73 i Vejen, medlem af roklubben i Jels og jeg spiller musik i et band af og til.” I baggrunden er jernbanen, som nogle gange hver time afbryder stilheden ved vandet. Et godstog buldrer forbi og afbryder Uffe. Han vender sig om og kigger på det. ”Det er Deutsche Bahn.” Da toget er forbi, fortsætter han igen. ”Jeg har jo også en gammel motorcykel og en gammel bil. En Morris 1000. Det var også Mads, der pressede på, for at vi fiksede den, da han fik kørekort, og den er faktisk indregistreret nu.” Han griner lidt igen, da det går op for ham, hvor mange projekter han egentlig har gang i. ”Jeg synes, at projekterne vokser i antallet i stedet for, og det kan egentlig godt pisse mig lidt af.” Uffe havde en klar tanke om, at han kunne færdiggøre flere projekter, når han stoppede med at arbejde, men sådan er det ikke gået. Han tager en tår mere af sodavanden og fortsætter. ”Det ligger i baghovedet, at jeg på et eller andet tidspunkt ikke kan nå at færdiggøre alle projekterne. Når jeg nærmer mig de 70, så skal jeg nok til at geare lidt ned på nogle af alle de projekter, som jeg har gang i.” Det meste bliver dog sagt med et smil af den friske Uffe Nørgaard.
Vil stadig arbejde
Uffe kunne være gået på pension som 65-årig, men han valgte i stedet at fortsætte til han var 67. Han vil ikke lade alderen bestemme. Udover sine egne projekter meldte han sig i efteråret også ind på www.hyrenpensionist.dk. Et site hvor pensionister, der som Uffe ikke kan sidde stille, kan blive hyret til alt lige fra en gåtur med nogens hund til vedligeholdelse af andres haver. Han faldt over hjemmesiden på Facebook, og han kan egentlig meget godt lide grundidéen bag hjemmesiden. En idé Henny Trolle fra Esbjerg står bag, og som opstod for en del år siden, da hun på sit eget arbejde oplevede, at pensionister kom ind og tilbød et par timers arbejdskraft i ugen, fordi de stadig havde noget at bidrage med. ”Jeg tænkte, at der er så meget viden derude. Der er jo tømrere, der er murere, der er malere, og der er elektrikere. Så jeg researchede lidt, og så lavede jeg da bare en hjemmeside til det.” Efter noget tid med udvikling af konceptet og finpudsning af hjemmesiden fik Henny idéen gjort til virkelighed, og siden udvikler sig stille og roligt. Hun anskuer, at der omkring 6-700 tilmeldte pensionister, og hun er glad for, at pensionisterne nu har et sted, der gør, at de ikke selv skal ud og aflevere telefonnumre for at få noget for hånden. ”Jeg er glad for at se, at behovet for det her faktisk er der. Der er faktisk større, end jeg havde troet, men lige nu er jeg bare mig, og derfor kan jeg ikke skubbe mere på,” udtrykker Henny. Uffe selv har kun haft et job gennem websitet indtil nu, men han udtrykker, at han er åben for flere, såfremt det er håndgribelige jobs.
Uffe rejser sig op og træder ned ad stigen. Han ville egentlig have færdiggjort bunden af siddegruppen i dag, hvor der manglede et par trælister. Han har dog glemt dem. Troede han. For da han kommer ned til bilen og kigger ind i det fyldte, rodede bagagerum, titter trælisterne frem i venstre side af bilen. Så kan han få det færdiggjort. På båden lægger han listerne, og finder de andre ting, der også skal bruges i dag. Han træder ind til siden, da en bil kommer kørende forbi. Lidt efter kommer bilen tilbage. Det er Uffes søn, Mads. Så kan de bruge resten af helligdagen på at arbejde videre med deres fælles projekt.
