Der er håndværkere i bageriet efter lukketid

Af Bodil Jørgensen

I løbet af de små to år af Bessekompagniet eksistens, har antallet af passionerede pensionerede svunget sig op til omkring 100 medlemmer. Bessekompagniet findes i 8 distrikter i Jylland, og næste skridt er at indtage Sjælland. Her forbindes alderdom med arbejdsliv.

Claus Johannesson har, som navnet måske afslører, en relation til vores nordiske naboer i Sverige. Det var under det blå og gule flag, at han blev inspireret til at starte Bessekompagniet. Claus har været håndværker i omtrent 30 år, og han var efterhånden klar til noget nyt.

“I stedet for den der enlige ulv, der laver en enkelt opgave for en kunde, så havde jeg lyst til noget, der gjorde noget for nogen,”

Den svenske ven havde lige fået ansvaret for 130 pensionister i Göteborg. “Pensionister?” var det skeptiske svar Claus kunne give dengang, men efter en kort introduktion til konceptet, tog det ikke mere end 14 dage, før Claus blev den første til at opføre en lignende virksomhed i Danmark: Bessekompagniet.

“Så var jeg fuldstændig målløs over, hvordan det røg i TV-Avis og i radio og i aviserne. Jeg har fået gratis annoncering lige siden. Det er jo så nyt i Danmark hele det koncept,”

Og konceptet er simpelt; hyr en pensionist til at lave små opgaver i hus og have.

Bare kald mig Besse – Mogens Besse

Solen skinner i smilets by på denne dag midt i maj. Men solens stråler kan ikke opveje en kold østenvind, som siver ind under de håndsspritssprukne fingre, og gør dagen til en rigtig handske-vejrs-dag.

Kirstens lille hus fra 1966

Man krydser ironisk nok Besservej på vej ud til Kirsten Dam, som er dagens kunde. Hun har boet i huset siden hun byggede det med sin mand i 1966. Græsset er klippet pænt, og en rød kat spæner over villavejen i sikkerhed bag en velplejet buksbom. På slaget 09.00 triller en sort Citroën ned ad vejen. Ud kommer en 68-årig træskosgænger i smækbukser. Mogens Karlshøj er klar til dagens besse-tjans.

“Jeg har ikke lige fået sagt til hende, at du er med, så jeg hører hende lige ad om det er okay, ikke?” Mogens Besse – som han også er kendt som – taler med det-fikser-vi-lige jargon og en snært af sjællandsk dialekt.

Kaffe, kage og kammeratskab

Besserne i firmaet vil gerne ud og være noget for nogen. Der klippes hæk, der ordnes tagsten, der sættes lamper op, og der skænkes kaffe til de gråhårede arbejdere.

Kirsten forklarer, hvad der skal ske

“Ud af de 100 besser er der tre-fire kvinder,” fortæller Claus Johannesson. “Mænd kan godt lide at brug sig, de kan godt lide at blive udfordret, de kan godt lide at kunne gøre noget for andre,”

Man melder sig til med de kompetencer, man synes, man har. Claus sørger for, at besserne gennemgår en lille prøveperiode, hvor at sikre at hænderne ikke ryster for meget. Klarer de den, er det bare om at takke ja til kundernes forespørgsler, og så er Claus job blot – som de syv andre distriktkoordinatorer – at sætte de rette besser til det rette arbejde.

Mogens Karlshøj bekræfter, at det er en uskreven regel, at en kop kaffe også er en del af lønnen, når besserne kommer ud.

“Jeg har en kammerat, der hedder Carsten, som jeg har lært at kende gennem systemet her. Vi hygger os godt sammen. Så tager han kaffe med og så tager jeg kage med, og så får vi lavet sådan nogle halvstore opgaver,”

Skolelæreren banker væggen ned

Luna spæner frem og tilbage i det lille parcelhus, og hendes negle på potterne skratter mod flisegulvet. Bank fra badeværelset runger i hele huset. Den lille, kridhvide pjuskebold af en hund gør ivrigt, trods det anti-gø halsbånd, som Kirsten Dam har investeret i. Kirsten har bestilt et fiks af klinkerne ude på badeværelset.

Der ligger efterhånden en del knækkede klinker på gulvet, hvor Mogens sidder på knæ og hamrer.

“Jeg har i hele mit liv været skolelærer. Jeg har aldrig set det her før,” lyder det optimistisk fra den 1,5 års erfarne besse.

Kirsten Dam trisser roligt rundt i huset imens Mogens arbejder.

“Jeg fik slet ikke sagt, at du ikke behøver at tage skoene af,”

Kirsten er en ældre dame, som egentlig klarer meget i det lille hus selv. Hun har malet de 54 år gamle vægge, støvet de utallige hjemmelavede krukker af for hundehår og hun går tur med Luna hver dag. Men lige fliserne på badeværelset var en lidt for tung opgave for hende.

“Jeg synes, det er sådan en god ordning, at hjælpe pensionisterne. Og så får jeg også hjælp selv,” ler Kirsten let.

Ude på badeværelset ligger den tidligere skolelærer tankerne i blød.

“Hvis jeg flækker denne her flise, så kan det være hele væggen falder ned,”

Mogens i gang med at fikse Kirstens badeværelse

Den nye dreng i klassen

Sådan har en bruger anmeldt Bessekompagniet på deres Facebookside: “Spurgte en låsesmed hvad prisen var for udskiftning af lås til Ruko 1200. Beskeden var 2200 kr. for 2 døre. Bessekompagniet klarede det for godt 400 kr samt venlig, smilende og hurtig betjening.

Dejligt, men det sætter også spørgsmålstegn ved Bessekompagniets rolle på arbejdsmarkedet. Det er ikke altid nemt at starte et nyt firma op. Markedet er barsk og konkurrence mødes sjældent med et smil.

“Folk siger, de slet ikke tænker på håndværkere. For hvem gider have en håndværker ind ad døren for at rette en låge eller et håndtag til 550 kr. i timen?” siger Claus Johannesson.

Selv tager besserne mellem 300-400 kr. i timen for deres arbejde. Claus måtte erkende, at til trods for sine ydmyge intentioner, så er der nogen på markedet, der har set sig sure på Bessekompagniet.

“En fagforening er begyndt at jage mig nu, for en af hans medlemmer har sagt ‘Jamen, de skal kraftedme ikke komme ind i min by og tage mine opgaver’”

Vender vi tilbage til Sverige, så kan man godt forstå at konkurrenterne i Danmark er på vagt. Der er besse-firmaerne efterhånden så store, at de måler sig med andre håndværksmestre på markedet i både pris og kvalitet, forklarer Claus. Han mener selv, at det er markedets vilkår, men han vil gerne bevare sine værdier.

“Jeg har holdt fast i det her med at sige; det skal være, så de kan nyde deres otium samtidig. De skal kunne sige nej til en opgave. Det er noget jeg har prioriteret som vigtigt, for at konceptet er fuldendt,”

Så lærte vi også noget i dag

“Ja, nu kommer det her nok til at tage 3-4 timer. Jeg giver mig god tid til det, fordi jeg gerne vil gøre det ordentligt. Men så kan det være, jeg kan gøre det hurtigere, næste gang jeg kommer ud til sådan en opgave,”

Mogens har nu slået otte fliser ud på det lille badeværelse hjemme ved Kirsten Dam. De første tre blev knækket med uhyre forsigtighed. Nu har han fundet rutinen, og arbejdet går hurtigere. Det kan være at selv en skolelærer aldrig er for gammel til at lære noget nyt.

“Jeg har tillid til ham,” siger Kirsten efterfulgt af en eftertænksom tøven.

You may also like...